Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

v. i

l^vPijpL "ka/L foboJr HuÅl,

/U3.

VERDENSKRIGEN 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

o&o</

130019373801

Hvorfor Frankrig-

h a r b e s a t R u h r

AF

W. G. vSCHOUSTRUP

FHV. LEKTOR

SÆLGES TIL FORDEL FOR BLINDEDE FRANSKE SOLDATER

I? i -

1 9 2 3

EGET FORLAG KØBENHAVN

llllllli

Hvorfor Frankrig

h a r b e s a t R u h r

AF

W. G. SCHOUSTRUP

FHV. LEKTOR

DET TAPRE, DET RIDDERLIGE FRANKRIG TILEGNET

Om Franskmændenes Besættelse af Ruhr er Me­ningerne,som venteligt var,meget delte. Nogle ser heri et Overgreb overfor det værgeløse Tyskland og me­ner, at det er Frankrigs Mening at beholde de besatte Landsdele, en Opfattelse, som Poincaré udtrykkelig har betegnet som urigtig, andre anser det blot for et uklogt Skiidt, som ikke vil føre til noget, andre igen mener, at Frankrig har været nødt til at gribe til denne Forholdsregel, først og fremmest for at skaffe sig Garantier mod fremtidige Overfald fra Tysklands Side og dernæst for at gøre det klart for det tyske Folk, at det skal og maa betale Erstatning i saa stort Omfang, som det er muligt.

Det er denne sidste Opfattelse, som jeg anser for den rigtige, og nedenstaaende Linier skulde tjene til at belyse Nødvendigheden af Franskmændenes Be­sættelse af Ruhr.

Det forekommer mig ikke, at Tyskerne, hvor me­gen Medfølelse man end iøvrigt kan have med dem. med Rette kan paakalde Europas Medlidenhed; der er jo dog givet, at det er dem, som har villet Krigen, det er dem, som i 50 Aar har været en stadig Truse! mod Freden, det er dem, som ikke vilde gaa ind paa Englands Forslag om en Indskrænkning af Flaade-forøgelsen, det er dem, som i 1870—71 udsultede to Millioner Parisere, det er dem, som ved Krigens Be­gyndelse udtalte de frygtelige Ord: Væ victis! det

4

er dem, som har ført Krigen med et Barbari uden Lige, og som har bragt navnløs Elendighed over Mil­lioner af Mennesker og frembragt den økonomiske Misére, som hærger hele Europa.

For at dømme retfærdigt om Forholdet mellem Frankrig og Tyskland er det nødvendigt at gaa til­bage til Krigen 1870—71; allerede da anvendte Ty­skerne en utrolig barbarisk Krigsførelse, og endnu langt forfærdeligere er deres Adfærd i Verdenskri­gen; denne Krigsførelse hænger sammen med Ty­skernes Forestilling om at være Guds udvalgte Folk. som har Ret og Pligt til at tugte andre Folkeslag, særlig de ugudelige Franskmænd, men ogsaa Eng­lænderne. (Gott strafe England!)

Jeg har med Benyttelse af nogle nedenfor nævnte Bøger søgt at give en kort Fremstilling af Tyskernes Adfærd; man dømme saa, om det ikke er paa lide, at Frankrig én Gang for alle søger at bringe det tyske Folk til Fornuft.

Striden mellem Germaner og Galler er af meget gammel Oprindelse; Rhinen er den ældgamle Græn­se mellem Kelter og Germaner; paa venstre Side af Rhinen boede de efterhaanden latiniserede galliske Folkeslag, og her anlagde Romerne de store Kolo­nier; Colonia (Kølln), Moguntiacum (Mainz), Argen-toratum (Strassbourg) o. s. v. Allerede paa Cæsars Tid gjorde Germanerne under Ariovist voldsomme Indfald i Gallien; men Cæsar tilføjede ham et stort Nederlag og drev Germanerne tilbage over Rhinen. Denne klare Grænse blev dog senere ganske udvi­sket, store Strækninger paa venstre Rhinbred befol­kedes af Tyskerne, og Napoleon I gjorde et forgæves Forsøg paa at gøre Rhinen til Frankrigs Grænse; ved Wienerkongressen fik Preussen Westphalen, og Belgien blev forenet med Holland.

Rhinen var ikke længere Frankrigs Grænse; dette betød dog mindre, saalænge Tyskland var splittet; men Preussen var efterhaanden vokset op til en Stor­magt, som var farlig for sine Naboer, vide Polens Deling og Schlesiens Erobring; og værre blev det, da Bismarck fik Magten; hans Maal var at samle hele Tyskland under Preussens Hegemoni. I 1864 paaførte han som bekendt Danmark Krig og erobrede ikke blot det tyske Land Holsten, men annekterede i Tilgift det ældgamle danske Land Slesvig; i 1866 efter Krigen med Østrig indlemmedes ganske uret­færdigt Kongeriget Hannover. At Turen derefter vil­de komme til Frankrig, var klart.

Frankrig kunde naturligvis ikke med Glæde eller Sympathi se paa disse Begvenheder; men Napoleon III var saa fredselskende, at han baade i 1864 og i 1866 undlod at skride ind mod Preussen, hvilket var et stort Fejlgreb. Bismarck derimod pønsede kun paa en Lejlighed til at komme i Krig med Frankrig, idet han haabede at kunne samle hele Tyskland til en saadan Krig og derefter forene det til et mægtigt Rige under Wilhelm I som Kejser. Dette lykkedes som bekendt kun altfor godt.

At Bismarck vilde samle Tyskland, at han øn­skede at gøre sit Fædreland stort og mægtigt, det kan ingen bebrejde ham; men den Hensynsløshed og den Brutalitet, som udvistes baade overfor Polakkerne og overfor Danskerne, vil til alle Tider være en Plet paa Tysklands Ære.

Gaar vi til den fransk-tyske Krig 1870—71, saa førtes den fra Tyskernes Side med en Voldsomhed og en Raahed, som forbavsede og forfærdede hele den civiliserede Verden. I Munchs Verdenshistorie, en Forfatter, som ikke kan beskyldes for at være fransksindet, faar man et uhyggeligt Indtryk af, hvorledes Bismarck forberedte alt til denne Krig samt af Tyskernes Krigsførelse. Om Krigens For­

6

historie læses S. 448 følgende: »Benedetti forlangte af Kong: Wilhelm, at han skulde love ikke at tillade Prins Leopold at blive Konge af Spanien. Dette af­slog Kongen, og d. 13. Juli sendte han et Telegram til Bismarck om denne Fordring og dens Afvisning. Dette er den berømte Emserdepeche. Bismarck, der havde holdt Ferie paa sit Gods i Pommern, havde her tilbragt nogle Dage med at instruere de Jour­nalister, der stod i hans Sold, om at angribe Fransk­mændene med grove Skældsord; men han var nu netop d. 12. Juli kommet tilbage til Berlin, hvor han fik Budskabet om Prins Leopolds Tilbagetræden. Næste Dag spiste han til Middag med Moltke og Roon. De var alle lige bedrøvede over Fredsudsig-terne, og Bismarck erklærede forbitret, at han vilde gaa af. Da kom Emserdepechen. Bismarck har i sine Erindringer fortalt om, hvorledes han læste den op for de to andre. De fandt i Benedettis Henvendelse en ny Udfordring, som Kongen ikke havde afvist paa rette Vis. »Deres Bedrøvelse,« siger Bismarck, »blev saa stor, at de forsmaaede Mad og Drikke.« Men saa satte han sig lidt hen med Depechen; han ændrede ikke dens Indhold, men han trak den sammen, saa Ordene lød knappe og skarpe. Han vendte tilbage og læste den op for de to Bordfæller i den nye Form.

»Nu har den en helt anden Klang,« udbrød Moltke, »før lød det som en Chamade (Tilbagetogssignai), nu lyder det som en Fanfare, som Svar paa en Ud­fordring.« Bismarck forklarede dem, at denne De­peche, naar han offentliggjorde den, vilde virke »paa den galliske Tyr som et Stykke rødt Tøj.« »Slaas maa vi, men vi maa faa de andre til at begynde.« Og han fortsatte: »Denne Udvikling fremkaldte hos de to Generaler et Omslag til en glad Stem­ning, hvis Styrke overraskede mig. De havde pludselig genfundet Lysten til at spise og drikke, og de talte videre i en munter Stemning. Roon udbrød: »Den gode gamle Gad lever dog endnu, han

7

vil ikke lade os gaa til Grunde i Skændsel.« Moltke opgav i den Grad sin sædvanlige ligegyldige Passivi­tet, at han løftede et glædestraalende Blik mod Lof­tet, glemte sin vante Tilbageholdenhed, slog sig i'or Brystet og udbrød: »Naar jeg blot maa opleve at føre vore Soldater i saadan en Krig, saa maa Djævelen gerne hente mit gamle Skrog bagefter.«

I samme Bog S. 450 læses: »I Tyskland rasede man mod de fordærvede, hovmodige Franskmænd, som Gud nu havde overdraget de fromme, brave Ty­skere at tugte. Videre læses S. 457 om Krigsførelsen: »Den fransk-tyske Krig var ført med større Vold­somhed end andre europæiske Krige i nyere Tid. Franskmændene lod Frikorpser deltage i Kampen, og Tyskerne hidsedes dels derved, dels ved at Franskmændene holdt ud, efter at deres første Hære var slagne, til usædvanlig Grusomhed. Den tyske Overkommando gav Ordre til at dræbe enhver Fri-skytte, man fik fat i, at brænde enhver Landsby, der husede Friskytter, at skyde enhver, der førte tyske Tropper paa Vildspor, naar han blev tvunget til at vise dem Vej o. s. v. Gennemgaaende var dog de tyske Soldater vel disciplinerede (jvfr. dog Beretningerne nedenfor), og sædvanlig handlede man ikke saa bru­talt, som Overkommandoen befalede. Der myrdedes kun efter Ordre. Derimod holdt baade Officerer og Soldater af at prygle Franskmænd, der ikke lystrede hurtig nok, og der blev stjaalet overmaade meget. Man oprettede hele Marskandiserforretninger, hvor Soldaterne solgte, hvad de havde faaet fat paa, og Varerne sendtes i Vognladninger til Tyskland. En tysk Soldat skriver hjem til sin Moder derom: »Det er os befalet at tage alt, hvad vi finder og kan bruge. Især bliver Vinkældeme undersøgt, dernæst kommer Hestene . . . alle Toilettesager, Sko, Strømper, Lom­metørklæder, Notebøger bliver nappet.. Officererne bevarer ogsaa i den Henseende deres Forrang og stjæler kostbart Hesteseletøj, Sadler og iseer værdi­

8

fulde Malerier i Slottene. Vor Adjutant Prins W. sagde i Forgaars til mig: »Meyer, gør blot, som De har Lyst og stjæl alt, hvad De kan faa fat i, vi skal dog vise det Folk, at de ikke for ingen Ting har skaf­fet os den Krig.« Talrige Udtalelser af Bismarck vi­ser, at han alligevel fandt, at de tyske Tropper be handlede Franskmændene for mildt (!) Bismarek erkléerede bl. a.: Jo større Antallet er af mishandlede Franskmænd, desto ivrigere vil de ønske Freden,« og den 29. Nov. 1870, da han hørte, at man havde taget 500 franske Fanger, beklagede han sig over, at man tog saa mange Fanger i Stedet for at skyde dem.

Men den, der ønsker at danne sig et Begreb om lyskernes Barbari i 1870—71, henvises til en lille Bog, der udkom i Frankrig i 1871, og som samme Aar blev oversat paa dansk. Bogens Titel er: »De tyske Armeers Udpresninger, Røverier og Grusom­heder i Frankrig efter Øjenvidners Beretning og offi­cielle Dokumenter.« Jeg tillader mig af denne Bog at citere nogle af de værste Exempler.

I Nancy var fredelige Borgere gentagne Gange udsat for voldelige Overfald; en Bankkasserer Levy Briey blev uden Grund stukket ned paa aaben Gade. Da de ulykkelige, udsultede franske Fanger drog igennem Byen, blev det forbudt Befolkningen at ræk­ke dem nogen Art af Levnedsmidler eller Forfrisk­ninger; nogle Kvinder og Børn, som forsøgte at nær­me sig Fangerne, blev drevet bort med Bajonetstød. I Mutzig nær ved Strassburg skød man nogle Mænd, fordi deres Sønner var afrejst for at forene sig med Friskytterne; derefter skar Tyskerne Næser og Ører af Ligene, disse anbragtes langs Kirke-gaardsmuren, og et Opslag meddelte, at enhver, der rørte ved Ligene, øjeblikkelig vilde blive skudt. I Vauxvillain tvang de Beboerne til at sætte Ild paa deres egne Huse, fordi en preussisk Officer var ble­vet skudt af nogle Friskytter, hvorpaa Preusserne

9

skød 3 af den mandlige Befolkning og medtog nogle som Fanger.

Chålons sur Marne blev idømt en Udskrivning paa 1,800,000 frcs., Nancy en paa 5 Millioner, Reims en paa 3 Millioner. I Nogent sur Seine myrdede Wurtembergerne Kvinder og Oldinge i deres Hjem og skød Nationalgardister, fordi de ikke bar Uniform. I Arrondissementet Clermont skød de en Hr. Barbier jun., fordi han havde et soldatermæssigt Udseen­de (!), bandt hans gamle Forældre til deres Senge, hvorpaa de mishandlede, voldtog og dræbte deres 19aarige Datter. Da Naboerne kom til, var Fru Bar­bier bleven vanvittig. I Pacy sur Eure blev Hr. Blan-chard, der tjente som Mobilgardist, klædt nøgen af og pisket af 14 Soldater, som hver gav ham 25 Piske­slag, hvorpaa han blev sluppet løs med Trusel om at blive skudt.

I Nærheden af Le Mans vilde Vicomte Jaubert hjælpe en stakkels Præst, som Tyskerne vilde skyde, foidi han ikke kunde tilfredsstille deres urimelige Fordringer. Vicomten blev grebet, holdt i Fangen­skab i 3 Dage og mishandlet, — bl. a. blev han i disse 3 Dage 7 Gange ført ud for at skydes; endelig lyk­kedes det Vicointessen at faa sin Mand fri, men han var blevet i den Grad mishandlet, bl. a. med Slag af Geværkolber i Hovedet, at han døde af Følgerne kort efter.

I Omegnen af Paris var det rent galt med Plyn­dringerne: Fortepianoer, Malerier, Linned, Juveler, Kmplinger o. s. v. blev stjaalet. Marskandisere var fulgt med Hæren og holdt parat med Rustvogne; de gav Officererne Kvittering for deres Tyvekoster, for at disse senere kunde faa de ved Salget indkomne Penge. Man kunde fortsætte længe endnu med Ex-empler paa Myrderier, Ildspaasættelser og Røve­rier; men ovenstaaende vil være tilstrækkeligt til at vise Karakteren af Tyskernes Krigsførelse, som

10

endog faldt Tyskerne selv for Brystet; det tyske Blad »Morgenpost« tager stærkt til Orde imod denne Krigsførelse, hvor »enhver Artikel i Folkeretten er

blevet krænket.« En engelsk Korrespondent til Daily Telegraph ta­

ler om den fejge Behandling af forsvarsløse Lands­byer og siger, at hvis der er Retfærdighed til i denne eller den anden Verden, saa vil de Lidelser, Fransk­mændene har maattet udholde, en Dag blive hæv­nede. — Profetien er blevet opfyldt. -

Standard siger, at Ildspaasættelserne, Massacrer-ne af Fanger og Plyndringerne har sat en Plet paa Tyskernes militære Ære.

I Morning Post læses følgende: »Naar man ser det Barbari, hvormed de tyske Soldater optræder over­for syge og saarede Franskmænd — et Sted smed de de saarede Franskmænd ud af deres Senge og lagde saarede Tyskere i Stedet — hvilket bevidnes af neutrale Korrespondenter, fuldt troværdige Folk. hvorledes de plyndrer og brænder forsvarsløse Landsbyer og begaar Voldshandlinger, endog over­for Børn, saa fristes man til at spørge, om dette er en Krig mellem civiliserede Nationer, eller om de ty­ske Legioner ikke er andet end disse halvvilde Ho>' der, som hærgede Europa for W00 Aar siden.

I Modsætning hertil anerkendes det af tyske Of­ficerer, at Franskmændene behandlede de tyske Fan­

ger humant. Man skulde synes, at det ikke var muligt at drive

Raaheden og Grusomheden videre end under Krigen 1870—71, og dog blegner alt ved Siden af det Bar­bari, hvormed Tyskerne er traadt op under Verdens­

krigen. Luftbombardement af aabne Byer, Anvendelse af

Giftgas og Flammekastere, Undervand skrig mod fre­delige Handelsskibe og Passagerskibe (spurlos ver­senkt), fuldstændig Ødelæggelse af Landet, lldspaa sættelse af Byer, Nedskydning af Indbyggerne, Vold•

11

tægt og Plyndringer, Pengeudpresninger, Deportation af civile Folk, Mishandling af Fanger o. s. v., har ik­ke blot frembragt en navnløs Elendighed i de hær­gede Lande, men overalt i det øvrige Europa vakt Forfærdelse og Afsky.

Mængden af større og mindre Skrifter, der bevid­ner disse forfærdelige Forhold, er aldeles overvæl­dende; jeg hidsætter kun et ganske kort Udtog af Prof. Morgans Bog »Den tyske Hær, tyske Grusom­heder i Nordfrankrig«, samt af en officiel Indberet­ning om Rædslerne i Fangelejren ved Wittenberg. Det bemærkes, at Prof. Morgan, hvem den engelske Regering havde overdraget at foretage en Undersø­gelse i Frankrig over de Brud paa Krigslovene, som man beskyldte de tyske Tropper for, er gaaet frem med største Varsomhed og har anvendt en indgaa-ende Kritik i hvert enkelt Tilfælde.

Det er da konstateret, at Tyskerne jævnlig hejste det hvide Flag og derpaa, naar de fjendtlige Kompag­nier i I illid dertil rykkede frem, pludselig aabnede en morderisk Ild paa dem, at de i mange Tilfælde dræb­te de Saarede, som laa hjælpeløse og værgeløse paa Slagmarken, og at de nedsablede dem, der havde overgivet sig.

Dette fremgaar bl. a. af tyske Soldaters Dagbøger; i en tysk Underofficers Dagbog læses følgende: »Der Herr Hauptmann rief uns um sich und sagte: »Ich wünsche keinen gefangenen Engländer bei der Kom­pagnie zu sehen.« Ein allgemeiner Bravo der Zustim­mung war die Antwort.«

I en Befaling til 112. Regiment af 26. Aug. hedder det: »Von heute ab werden keine Gefangene mehr gemacht. Sämtliche Gefangene werden niederge­macht. Gefangene auch in grösseren, geschlossenen Formationen werden niedergemacht. Es bleibt kein Mann lebend hinter uns.«

Den samme Befaling blev fundet i en tysk Fanges Teitdagbog: »Auch kam Brigadebefehl sämtliche

12

Franzosen, ob verwundet oder nicht, die uns in die Hände fielen, sollten erschossen werden. Es dürfte keine Gefangene gemacht werden.« Den civile Befolk­ning blev paa mindste Foranledning eller aldeles uaen Grund mishandlet og skudt ned; en Bager, som vilde flygte, blev kvalt. Da en ung Moder i Bailleul ikke kunde skaffe Kaffe nok til 23 tyske Soldater, greb en af dem hendes spæde Barn og stak dets Ho­ved ned i skoldende hedt Vand; et Sted blev civile Folk taget ud i Grupper, tvunget til at grave deres egne Grave og derefter skudt i Nærværelse af en Of­

ficer.

Der øvedes stadig Vold mod Kvinder, alene i Ba­illeul konstateredes mindst 30 Tilfælde; men Byens Læge mener, at Tallet maa sættes til det dobbelte; de nærmere Omstændigheder ved disse Voldtægts­forbrydelser er ofte af en saa modbydelig Natur, at man vægrer sig ved at nedskrive d^m. Se Morgans Bog S. 88. Det synes, som om Tyskerne i nogle Til­fælde har slæbt unge Piger bort til Skyttegravene, fra hvilke man i Nattens Løb har hørt jamrende Kvindestemmer, som først tav (!) henad Morgenstun­den; i Nærheden af Richebourg hørtes en Kvinde skrige højt om Natten, næste Dag blev en ung Pige fundet død, i nøgen Tilstand, naglet til Jorden i Form af et Krucifix. Prof. Morgan udtaler, »at Tyskerne har forbrudt sig mod alle menneskelige og guddom­melige Love, og ikke engang Vaabnenes ærværdige Frimurerlag, hvis Ærestraditioner er næsten lige saa gamle som Krigen selv, har kunnet lægge Baand paa deres brutale og utøjlede Raseri.«

At Ejendomsretten ikke blev respekteret, tilføjes kun for Fuldstændigheds Skyld; alt, hvad der kunde tages med, blev stjaalet, Resten ødelagt; i tomme Ammunitionsvogne befordredes T yvekosterne til

Tyskland.

Intet skaanedes, de skønneste Bygningsværker

13

lagdes øde, selv Reims' dejlige, ærværdige Domkir­ke med sine uerstattelige Kunstværker blev skudt i Grus. De ulykkelige, der som Fanger kom til Tysk­land, blev Genstand for den forfærdeligste Behand­ling, Tusinder døde af den slette Behandling, lusin­der fik deres Helbred ødelagt.

Jeg har liggende foran mig en lille Bog, betitlet: »Rædslerne i Wittenberg, officiel Indberetning til den britiske Regering.« Forholdene i Wittenberg Fangelejr trodser enhver Beskrivelse. Man stuvede 180 å 200 Fanger sammen i Huse, hvor der var Plads til 120. Vinteren 1914—15 var meget streng, Lokaler­ne kunde ikke opvarmes, og skønt Soldaternes Tøj ofte hang i Pjalter tog man Overfrakkerne fra dem; nogle brugte saa deres Uldtæppe som Klæder, mange manglede Strømper og Støvler og maatte indvikle Fødderne i Halm; der var intet Vaskehus i Lejren, der var kun et Trug eller en Vandhane, men Vandet var ofte frosset. Den engelske Militærlæge Major Priestley fandt derfor Fangerne elendige, udtærede og fulde af Utøj; Kosten var yderlig slet og aldeles utilstrækkelig; der var normalt kun een Madras til 3 Mand, og man forstaar, at da en Tyfusepidemi ud­brød i Decbr. 1914, bredte den sig med forfærdelig Voldsomhed.

Straks, da Epidemien brød ud, forlod det tyske, militære Opsyn og Lægefunktionærerne Lejren. Or­drer blev raabt ind til Fangerne af Vogterne eHer Of­ficererne, som blev staaende udenfor Lejrens Pig-traadshegn. Alle Forsyninger blev skubbet in^j. Lej­ren ad Skraaplaner. Den 10. Febr. 191,5 blev 13 en­gelske Læger, som imod Genferkonventionen var blevet holdt tilbage i Halle, fordelt paa Fangelejrene; fire af dem kom til Wittenberglejren; men kun een af dem overlevede Opholdet, de tre døde af Tyfus.

Opsynet behandlede Fangerne utrolig brutalt; man terroriserede Fangerne ved Hjælp af bidske Hunde og piskede dem ved den ringeste Anledning el'er uden

14

Anledning med Gummipiske eller bandt dem til Stol­per med Armene over Hovedet i Timevis.

Man kunde fylde Hundreder af Sider med gru­opvækkende Skildringer, men hvem formaar at maa-le det Dyb af Smerte, Fortvivlelse, Nød og Elendig­hed, som Tyskerne har bragt over Verden i denne Krig, en Krig, hvori de haabede at sejre og sætte l oden paa det overvundne Europas Nakke efter I-ormlen: Væ victis! Hvem kan tvivle om, at Dan­mark, Holland og Belgien var blevet udslettet af Verdenskortet og Nordfrankrig indlemmet i Tysk­land, hvis Tyskerne havde sejret: derfor har vi Dan­ske særlig Grund til at være taknemlige mod Frank­rig.

Kejseren har i en daarlig Bog forsøgt at fralægge sig Ansvaret og erklæret, at han ikke ønskede Kri­gen; han søger forgæves at vaske sig ren. Vivian! har fuldstændig gendrevet hans Paastande og paa-vist, at netop Kejseren ønskede Krigen, og bag ham stod det tyske Folk, hvis Overmod (Morgan bruger derom det græske Ord Hybris), var blevet saa stort, at Tyskerne aldeles ikke vilde anerkende andres Ret, under Feltraabet: Deutschland über alles, über alles in der Welt, gik de glade i en Kamp, hvis Udfald de paa Forhaand ansaa for givet.

Men i det vældige Slag ved Marne 10. Septbr. 1914 standsedes den tyske Hærs Sejrsbane; dog fortsattes Krigen endnu i 4 Aar med stedse stigende Voldsom­hed, Tyskland blev afskaaret fra alle Tilførsler, de protesterede mod »Hungerblokaden«, som om de ikke i 1870—71 havde udsat to Millioner Franskmænd for Hungerblokade, og samtidig forsøgte de selv ved den mest barbariske og hensynsløse Undervandskrig at udsulte England; men alt mislykkedes for Tyskerne og tilsidst kom det militære Sammenbrud,

Maréchal Foch's overlegne Strategi og de franske Soldaters ubetvingelige Mod og Udholdenhed i For­

15

bindelse med Hjælpen fra England og Amerika gjorde det af med den tyske Hær.

Den 11. Novbr. 1918 maatte Tyskland give for­tabt, og i Foch's Salonvogn i Compiégneskoven un­dertegnedes Vaabenstilstanden, der efterfulgtes af Freden i Versailles.

Fredsbetingelserne var strenge, men ikke ubillige, naar man tager Hensyn til, hvad Frankrig og Belgien havde lidt.

Afstaaelsen af Elsass-Lothringen, de polske Lan­de, Nordslesvig og Kolonierne samt Flaadens Udle­vering gik hurtigt for sig; men Erstatningen trak i Langdrag. Det synes, som om den tyske Regering har set igennem Fingre med, at uhyre Kapitaler an­bragtes i Udlandet, og har haabet ved Markkursens stadige Fald at kunne slippe fra sine Forpligtelser. Kan man da undre sig over, at Frankrig har tabt Taalmodigheden og nu forlanger Garantier for Beta­lingen og Garantier imod nye Overfald fra Tysk­lands Side. Tyskland beklager sig over Besættelsen men Frankrig gør jo ikke andet, end hvad Tyskerne selv gjorde i 1871; de holdt store Dele af Nordfrank­rig besat, indtil de 5 Milliarder var betalt, og røm­mede først Landet, efterhaanden som Erstatningen blev betalt, og endda var det kun ved Thiers' over­ordentlige Klogskab og Maadehold, at Freden sikre­des, samt derved, at Betalingen af de 5 Milliarder faldt prompt til de fastsatte Terminer, ja endog før Pengene var forfaldne. Det tyske Krigsparti ønskede intet hellere end at begynde Krigen igen, og Maalet var Frankrigs fuldstændige og definitive Ødelæg­gelse.

Frankrig har Magten; kan man fortænke det i, at det nu holder sin frygtelige Modstander fast og kræ­ver Bod for Misgerningerne, de Misgerninger og Rædsler, hvorom Morgan siger: »Til Tidernes Ende vil de huskes, og fra Generation til Generation, paa Flanderns Sletter, i Vogesernes Dale og paa Marnens

16

bølgende Marker vil Beretningen gaa fra Mund Hl Mund og holde Historien om denne store Skændsel og Uret levende.«

Men Tyskland maa vise sin gode Vilje; det maa yde Erstatning i saa stort Omfang, som det er mu­ligt, og det maa vise sin absolute Fredsvilje; al Tale om Revanche maa forstumme; saa forst kan Frank­rig og Europa skænke Tyskland Tilgivelse for den Elendighed, det har bragt over Europa; saa først kan der blive Tale om at realisere alle Fredsvenners Drøm: Europas forenede Stater, hvor fredeligt Sam­kvem, Tillid og Broderfølelse vil afløse Fortidens Kampe og alle Folkeslag i Fællesskab kan arbejde paa Civilisationens store Opgave, som er Menneske­hedens Fuldkommengørelse i et Samfund, hvor ingen lider uforskyldt Nød, og alle kan faa en Plads i Solen.

'

)

I

F""POUL EM FREOERINSEN^ I (C C JENSENS EFTERFØLGER).

KØBENHAVN